Spring over navigationshyperlinks
Om afdelingen
Nyheder
A-kasse
Faglig afdeling
Overenskomster
Seniorer
Ungdom
Startside 
 

Afdelingens vedtægter ligger her som Word Dokument, som kan hentes og printes ud såfremt det ønskes.

 

Vedtægterne for Fødevareforbundet NNF sjælland og Øernes afdeling 2010

 

og den lange version kommer her:

Vedtægter for Fødevareforbundet NNF’s afdeling på Sjælland og Øerne kaldet ”NNF-Sjælland og Øerne afd. 01”

§ 1. Navn og hjemsted

Afdelingens navn er NNF-Sjælland og Øerne og har hjemsted i Ringsted Kommune.  Afdelingens dækningsområde er jf. de nye regioner, Region Sjælland og Region Hovedstaden, dog undtaget Bornholm.

§ 2. Afdelingens formål er:

 Stk. 1.
At organisere alle beskæftigede under NNF’s fagområder i Region Sjælland og Region Hovedstaden, dog undtaget Bornholm.

 Stk. 2.
At fastholde indgåede aftaler og forbedre medlemmernes løn og arbejdsvilkår via overenskomster og lokalaftaler.

Stk. 3.
At arbejde aktivt fagligt og politisk for derved, at sikre medlemmernes maksimale indflydelse på at bevare og videreudvikle velfærdssamfundet.

Stk. 4.
At sikre medlemmerne det bedst mulige uddannelsesniveau i forhold til samfundsudviklingen.

Stk. 5.
At samarbejde med øvrige faglige, politiske og ungdomsorganisationer i arbejderbevægelsen.

Stk. 6.
At hjælpe og medvirke til, via organisering, at oprette arbejdspladsklubber, vælge tillidsvalgte og etablere overenskomster og lokalaftaler på virksomheder, hvor der er beskæftiget NNF’ere.

§3. Afdelingen

Stk.1.
Afdelingen er til enhver tid underkastet Fødevareforbundet NNF’s love samt Arbejdsløshedskassens vedtægter.

Stk. 2.
Afdelingen er forpligtet til at arbejde for og udføre de opgaver der er beskrevet i NNF’s mål program samt det politiske projekt ”NYT NNF”.

§ 4. Optagelse

Optagelse i afdelingen eller overflytning fra anden afdeling eller forbund, sker ved henvendelse til afdelingen eller tillidsrepræsentanten.

§ 5. Kontingent

Stk. 1.
Kontingent er i henhold til forbundets love. Kontingent til afdelingen reguleres en gang årligt.

Regulering finder sted 1. januar hvert år. Reguleringsbeløbet anvendes til øre oprunding til nærmeste hele krone.

Stk. 2.
Ekstra afdelingskontingent kan opkræves, såfremt det er vedtaget på en generalforsamling.

Kontingent til forbund og afdeling skal indbetales efter gældende regler. Afdelingen fører regnskab for det indbetalte kontingent og hvert år udarbejder afdelingen en årsrapport over afdelingens indtægter og udgifter samt over medlemstallet.

Stk. 3.
Afdelingen har en hjælpekasse med det formål, at yde medlemmerne økonomisk støtte i forbindelse med udgifter til: fysioterapi, kiropraktor, akupuntur, zoneterapi, psykologbehandling og massage.

Bestyrelsen fastsætter én gang årligt tilskuddets størrelse. Tilskuddet er skattepligtigt.

Stk. 4
Medlemmer er fritaget for at betale kontingent til forbundet i samme tidsrum, som der ydes fri kontingent efter arbejdsløshedslovens regler.

§ 6. Medlems rettigheder og pligter

Stk. 1.
Et udelukket, slettet eller udmeldt medlem har intet krav på afdelingens midler eller ejendele.

Stk. 2.
Det er ethvert medlems pligt på sin arbejdsplads, at medvirke til at alle beskæftigede inden for NNF’s arbejdsområde er medlem af NNF.

 Stk. 3.
Ethvert medlem har pligt til straks at underrette afdelingen, hvis en arbejdstager eller arbejdsgiver bryder overenskomster, gældende aftaler samt love vedr. arbejdsmarkedsforhold.

Stk. 4.
Intet medlem må indgå aftaler med arbejdsgivere der forringer indgåede overenskomster, gældende aftaler samt love vedr. arbejdsmarkedsforhold.

§ 7. Arbejdspladsklubber

Stk. 1.
På arbejdspladser, hvor der er oprettet arbejdspladsklubber er klubben til enhver tid underkastet Fødevareforbundet NNF samt afdelingens love og vedtægter. Klubbens love skal godkendes af afdelingen.

Stk. 2.
Klubben skal virke som fast bindeled mellem arbejdsplads og afdeling.

Klubben har til formål at behandle lokale spørgsmål for derigennem at varetage medlemmernes interesser over for arbejdsgiverne og skabe de bedst mulige arbejdsforhold på den enkelte virksomhed eller lokale områder under afdelingen.

Endvidere skal klubben arbejde for, at alle beskæftigede under afdelingens faglige område er medlemmer af forbundet/afdelingen/klubben.

§ 8. Lønninger

Formanden aflønnes med 77 % af den til enhver tid gældende løn for Forbundshusets kongresvalgte tillidsrepræsentanter. Derudover henvises til afdelingens løn blad.

Næstformanden aflønnes med 73,5 % af den til enhver tid gældende løn for Forbundshusets kongresvalgte tillidsrepræsentanter. Derudover henvises til afdelingens løn blad.

§ 9. Tabt arbejdsfortjeneste 

Medlemmer, der har tillidsposter i afdelingen og som indkaldes til møder som følge heraf får dækket deres udgifter i forbindelse med udførsel af hvervet under ansvar overfor bestyrelsen. Lønnen bliver dækket i henhold til gældende regler i Fødevareforbundet NNF for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. Den tabte arbejdsfortjeneste godtgøres time for time.

 § 10. Oplysning

 Stk. 1.
Afdelingen udgiver et fagblad 4 gange årligt for derigennem, at oplyse og give medlemmerne en alsidig lokal og regional faglig og politisk orientering.

 

Stk. 2.
Afdelingen har pligt til, at opretholde en hjemmeside på internettet. Hjemmesiden skal indeholde de oplysninger, der skal foreligge ifølge vedtægterne. Hjemmesiden skal desuden indeholde øvrige oplysninger af relevans for afdelingens medlemmer.

Stk. 3.
Efter behov tilknyttes en journalist til fagbladet og hjemmesiden.

Stk. 4.
Afdelingsformanden er ansvarshavende redaktør for fagbladet og hjemmesiden. Derudover fungerer Daglig Ledelse som redaktionsudvalg der i samarbejde med journalisten planlægger indholdet og artiklerne på hjemmesiden.

§ 11. Generalforsamlingen

Stk. 1.
Ordinær generalforsamling afholdes årligt i marts/april måned, hvor afdelingens årsberetning og, det reviderede, årsregnskab fremlægges til godkendelse. Regnskabet ligger til gennemsyn i afdelingen 1 måned før generalforsamlingen. Hvert år når budgettet er vedtaget offentlig gøres det på hjemmesiden. 

Stk. 2.
Indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal være bekendtgjort 1 måned før afholdelse af generalforsamlingen, ved opslag på afdelingskontoret samt ved annoncering i afdelingsbladet.

Stk. 3.
Indkomne forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal skriftligt og underskrevet være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Stk. 4.
For at forslaget kan behandles skal forslagsstilleren være til stede på generalforsamlingen med mindre gyldig dokumentation for forfald foreligger.

Stk. 5.
Skriftlig afstemning skal foretages, når 10 % af de fremmødte forlanger det.

Stk. 6.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes med mindst 8 dages varsel, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 10 % af afdelingens medlemmer retter skriftlig henvendelse herom.

Stk. 7.
En efter begæring af medlemmerne indkaldt ekstraordinær generalforsamling er kun beslutningsdygtig, såfremt der er fremmødt et antal underskrivere, der svarer til 10 % af afdelingens medlemmer

Stk. 8.
Generalforsamlingen er afdelingens øverste myndighed. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig på den fastsatte dato og klokkeslæt uanset de fremmødtes antal.

§ 12. Bestyrelsen

Bestyrelsen sammensættes med 21 personer fordelt på følgende måde:

1 formand, 1 næstformand, 1 a-kasseleder, 1 medarbejderrepræsentant, 1 ungdomsrepræsentant, 7 brancheudvalgsformænd, 7 branchetillidsvalgte samt 2 frie pladser til menige medlemmer samt 2 suppleanter til disse.

Formanden og næstformanden vælges på generalforsamlingen for 4 år ad gangen. På fusionsgeneralforsamlingen vælges næstformanden dog for 2 år. A-kasselederen er ansat og ordinært medlem af bestyrelsen.

Medarbejderrepræsentanten vælges blandt afdelingens medarbejdere. Ungdomsrepræsentanten vælges blandt de ungdomsaktive. Brancheudvalgsformænd og branchetillidsvalgte vælges i de respektive brancher jf. § 13. De to frie pladser og vælges for 2 år adgangen på skift og suppleanter hertil vælges for 1 år ad gangen.

Der afholdes 8-10 bestyrelsesmøder årligt.

Derudover vælges der:
2 revisorer for 2 år ad gangen. Disse vælges på skift hvert 2. år.
2 revisorsuppleanter for 1 år ad gangen.
5 fanebærere for 2 år ad gangen. Disse vælges på skift hvert andet år, henholdsvis 2 det ene år og 3 det andet år.
5 fanebærersuppleanter for 1 år ad gangen.

§ 13. Brancheudvalgsarbejdet

Stk. 1.
Afdelingen er opdelt i følgende 7 brancheområder:

1. Tobak                                                  
2. Mejeri                                                  
3. Sukker                                                 
4. Slagter Butik                                                               
5. Bager Butik                                          
6. Slagter Industri/forædling 
7. Bager/møller Industri                             

Stk. 2.
Brancheområderne udarbejder selvstændigt regler for valgprocedurer i forhold til områdets sammensætning og repræsentation i afdelingens bestyrelse. Branchen vælger, på et årsmøde forud for afdelingens generalforsamling, en brancheudvalgsformand, en brancherepræsentant til afdelingens bestyrelse samt et antal brancheudvalgsmedlemmer branchen skønner nødvendigt.

Stk. 3.
Brancheområderne udarbejder, under hensyntagen til NYT NNF – det politiske projekt, hver andet år et kommissorium for branchens indsatsområder i forhold til udvikling af eksisterende overenskomster, medlemsorganisering, branchens udvikling generelt, netværksdannelse osv…

Kommissoriet godkendes af bestyrelsen for 2 år ad gangen.

Stk. 4.
Branchen mødes normalt 1 gang i kvartalet, men såfremt branchen eller afdelingsbestyrelsen skønner det nødvendigt afholdes der ekstraordinære møder.

 § 14. Udvalgsarbejdet

Der nedsættes 6 udvalg i den nye afdeling:

1. Uddannelses/arbejdsmarkedspolitisk udvalg
2. Social/miljøpolitisk udvalg
3. Organiseringsudvalg
4. Sommerhusudvalg
5. Oplysnings/Aktivitetsudvalg
6. Redaktionsudvalg

Hvert udvalg, redaktionsudvalg undtaget jf. § 10, vælger det antal medlemmer der skønnes nødvendigt for udvalgets arbejde. Udvalget vælger ud fra sin midte en formand. Derudover tildeles udvalget en sekretær, der har sin daglige gang på afdelingskontoret.

Udvalgene udarbejder, under hensyntagen til NYT NNF – det politiske projekt, kommissorier for 2 år ad gangen.

Derudover etableres der et ungdomsudvalg.

Det er vigtigt at vi som fagforening tager dem seriøst og er garant for, at de rigtige rammer er til stede, således de kan organisere sig! At vi tager dem seriøst betyder, at de er fuldgyldige medlemmer og har ret til, at vælge deres eget bestyrelsesmedlem!

 § 15. Fælles fagligt forum/Netværk

Bestyrelsen forpligtiges til at udarbejde en plan for, hvordan den vil organisere og koordinere tillidsrepræsentanternes arbejde inden for deres geografiske område, via organisering i et Fælles Fagligt Forum.
Det skal sikres, at alle tillidsvalgte i afdelingernes geografiske område har mulighed for at deltage i et samlet fagligt forum i afdelingen ud over eventuel tilknytningen til netværk og brancher.

Målsætning, rammer og økonomi for denne organisering udarbejdes i bestyrelsen.

 § 16. Bemyndigelse

Stk. 1.
Afdelingsformand og Næstformand er bemyndiget til i forening, at underskrive værdipapirer/pantebreve og disponere over midler m.v. på afdelingens vegne under ansvar overfor bestyrelsen og generalforsamlingen.

Stk. 2.
Afdelingsformand, Næstformand, A-kasseleder samt regnskabschef er bemyndiget til, at underskrive checks, overfører midler via netbank, samt i øvrigt udbetaling af afdelingens midler under ansvar overfor bestyrelsen og generalforsamlingen. 

Stk. 3. 
Afdelingsformand og Næstformand er ansvarlig for afdelingens pengemidler og værdipapirer. Afdelingens ejendele skal være brand-, tyveri- og vandskadeforsikrede.

Stk. 4.
Afdelingens midler, værdipapirer, obligationer indestår i Arbejdernes Landsbank. Derudover har afdelingen en drift konto i en anden lokal bank filial.

Stk. 5.
Regnskabet revideres af et registreret el. statsautoriseret revisionsfirma, samt af afdelingens valgte revisorer. Revisionen har til enhver tid ret til, at efterse afdelingens regnskaber og kasse, samt pligt til hvert kvartal at revidere regnskabet og bevidne, at regnskabet er fundet i god orden.

Stk. 6.
Formanden/Næstformanden skal overvære revisionen.

§ 17. Ændring af afdelingens vedtægter

Generalforsamlingen er den højeste myndighed i samtlige afdelingens anliggender og disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 18. Opløsning af afdelingen

Stk.1
Opløsning af afdelingen kan kun ske på en dertil indvarslet generalforsamling, hvor mindst ¾ af afdelingens stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.

Stk. 2.
Opløses afdelingen anvendes dens midler efter forbundslovens § 24.

§ 19. Vedtagelse

Stk. 1.
Nærværende vedtægter vedtaget på fusionsgeneralforsamlingen for Fødevareforbundet NNF’s afdeling på Sjælland og Øerne kaldet ”NNF-Sjælland og Øerne afd. 01” den 11. december 2008 til ikrafttræden den 1. januar 2009.

Stk. 2.
Ved vedtagelsen af disse vedtægter bortfalder alle tidligere love for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundets følgende afdelinger: NNF-København, NNF-Roskilde Fællesafdeling, NNF-Ringsted, NNF-Storstrøm og NNF-Holbæk/Slagelse.